Passioner

WEB_KILDE

Jeg fortæller – derfor er jeg

Jeg er resultatet af en færøsk mor, der bidrog til min barndom med masser af folklore og mundtlige fortælletraditioner, og en dansk far, der skolede mig i argumentation, politiske standpunkter og kærligheden til bøger.

Disse to mennesker var mine yderpunkter som lille. Den ene ekstrovert, syngende og livsglad – den anden poetisk, intellektuel og lidt af en enspænder. Måske er det den kombination, der har bragt mit liv i kontakt med så forskellige ting som fortællinger, eventyr, rejser – og internationale konflikter samt evnen til at nyde den selvvalgte stilhed, fordybelse og ensomhed, som jeg i den grad nyder.

Under alle omstændigheder tæller mine passioner i dag følgende:

Spanien:
Spansk mad, kunst, litteratur, kultur og sprog. Bjergene om vinteren, byerne og kysten om sommeren. Barcelona er absolut min favoritby.

USA:
‘The melting pot’, gæstfriheden, forskelligheden og ekstremerne. Mit år i Washington D.C. forandrede mit liv og gav mig venner for altid.

Færøerne:
De bratte fald, vildskaben, de græsklædte klipper, små bygder og huse i stærke farver. Færingernes evne til tavshed, familiebånd og nærvær. Min mors barndomsøer gør indtryk.

1_FaroeNatur_web
Foto: Simon Klein-Knudsen

Bøger:
Duften af gulnede sider, fantasifulde universer, de tankevækkende stemmer og tiden alene i sofaen, sengen eller på stranden med en god roman ved hånden. Astrid Lindgren er min helt.

Dyr:
Nærkontakten, blødheden, varmen, hengivenheden og bevidstheden om at man har et ansvar. Da jeg var 14 købte jeg en boxerhvalp for mine konfirmationspenge. Han lever stadig i mig.

Gadgets:
Google Glasses, iPhone’ens påvirkning af medieforbruget, Fisheye-linsen og uendelige nye muligheder. Jeg synes Apple er for seje og at ethvert digitalt gennembrud er dragende.

Historie(r):
Kronborg Slot, Frederik den VII og Grevinde Danner, Thit Jensen, Napoleon, Mogens Glistrup, Tempelridderne, Obama og et utal af eventyr i universer befolket af riddere, elvere og orker.

Uddannelse:
Dansklæreren, latinlæreren, historielæreren, musiklæreren og den amerikanske lektor. Alle disse mennesker har gjort en forskel i mit liv. I deres selskab er jeg blevet klogere.

Dialog og konfliktløsning:
Israel/Palæstina, forbundet og alligevel adskilt, umulige venskaber, tårer, vrede, accept og tolerance. NGOen Crossing Borders gør et uvurderligt stykke arbejde. Respekt.

Meningen…
Levede liv, generationers erfaringer givet videre og møder med anderledes tænkende. Dialog og genkendelse. Visdom kommer med alder, evnen til at reflektere og fortælle videre. Ubuntu!